AnjaMarschall.dk

Om familieliv i medgang og modgang (inkl. bonus-, pap-, ex- og alt hvad der er delt)

Er børn virkelig så uopdragne?

Sommeren går på hæld og de fleste af os har måske skortet lidt på krav og grænser for vores børn. Forårets opdragelsesdebat har sat danske forældres opdragelse til offentligt skue. Men står det virkelig så skidt til?

Det har jeg gennem foråret skrevet en del om i dagspressen sammen med mine gode kolleger Sine Grumløse og Pernille Juhl (se links i bunden) – dette indlæg er en opfølgning på disse.

uopdragne børn

(Ingen krænkelse af ophavsretten er intenderet)

Opdragelsesdebatten er opstået i kølvandet på megen uro og larm i landets folkeskoler og daginstitutioner. Den slår tonen an som om, at børn er blevet mere uopdragne og konkluderer at forældrene ikke formår at opdrage dem godt nok.

Men lad os lige se nærmere på dette. For måske er det ikke børnene, men snarere samfundet og vores forventninger til børn og forældre, der er det egentlige problem.

For at forstå interessen for almindelige familiers opdragelse af børn, kan vi med fordel kan kaste et blik på tilrettelæggelsen af børns daginstitutionsliv. Det er ikke engang 15 år siden, at organiseringer af børns daginstitutionsliv tog en ny retning – vuggestuens og børnehavens daglige praksis ændrede form med blandt andet læreplaner, krav om dokumentation og ny evalueringsformer. Dette skete blandt andet i lyset af middelmådige PISA-resultaterne i landets skoler. Ingen måtte bagud fra start – systematisk læring skulle sættes ind langt tidligere.

Ud fra et rationale om at løfte alle børn ændredes således daginstitutionens- (og skolens) hverdag og i det tilrettelæggelsesarbejde tildeles forældrene også ny roller og ansvarsområder, som understøtter dette skærpede fokus.

Forskning i dag viser da også, at forældre gør sig umage for at leve op til mange og modsatrettede råd om, hvordan børn bør opdrages, og mange gør mange en dyd ud af at leve op til skoler og daginstitutioners forskellige krav om deltagelse og engagement til trods for en travl hverdag. Forældre vil gerne hjælpe pædagoger og lærere, som virkelig forsøger at skabe gode betingelser for alle børn, trods konstante krav om effektivisering og dokumentation. Men samtidig rammes forældre også af et behov for til at skærme børnene, så de bliver passet på og beskyttet fra de massive krav, som stilles fra mange forskellige fronter – både fagligt og socialt. Ind imellem kan forældre også godt blive temmelig usikre på, hvordan de overhovedet mestrer denne modsatrettede opgave. Hvis man skærmer for meget, er man en overbeskyttende curlingforældre og ens børn bliver egoistiske og ude af stand til at tage hensyn, følge regler og vente på tur. Ja, de bliver uopdragne. Hvis man derimod skubber for meget, stiller for store krav og har for mange forventninger, risikerer man, at børnene bliver stressede og overbelastede.

Jeg ser i min forskning, at forældre helt grundlæggende er bekymrede for deres børn. Helt almindelige forældre med helt almindelige børn er bekymrede for, om deres børn kan klare det. De er bekymrede for om børnene har venner, om de er godt med motorisk. Det er bekymrede for, om deres børn mon bliver skoleparate – og de gør sig mange overvejelser over, hvad skoleparathed mon er. De er bekymrede for, om deres børn bliver hægtet af fagligt og socialt – allerede i børnehaven. Generelt kan vi også se, at normen for det at være et almindeligt barn er snævret ind. Børn falder nemmere uden for af alskens årsager. Det er samtidig i dag nemt at fange ‘afvigerne’ gennem de screeninger og tests, der bliver foretaget gennem barndommen, som skal sikre, at børnene ikke kommer bagud fra start. Det er naturligvis godt at fange, hvor noget alvorligt er galt, men ikke alle afvigelser kræver umiddelbare indsatser, men som er den del af en udviklingsmæssig proces. Trods for dette, skaber afvigelser bekymring – særligt hos forældre. Om mange kigger indad, om der mon var noget, de skulle have gjort anderledes.

Et sådan pres skaber nogle særlige betingelser for forældreskab og særlige betingelser for opdragelse. Vi kommer nemt til revse forældrene og se dem som årsagen til både børnenes problemer med at indgå i daginstitutioner og skoler. Men vi er også nødt til at se på de rammer, som børnene skal socialiseres til at deltage i.

Trods det massive fokus på forældres opdragelsesformer som bliver slået an i opdragelsesdebatten, rammes man dog af, hvor få opråb der er over, at børns hverdagsliv har ændret sig så markant. Det virker ind i mellem som om, at forældre dukker sig, tager skylden på sig og lover at gøre det lidt bedre. Børnenes vanskeligheder med at indgå i skoler og børnehaver bliver således noget, der skal løses bag hjemmets fire vægge – forældre lukker døren og kigger indad. Det bliver et individuelt problem, der handler om mit barn, der er uopdragent og vores forældreskab, der ikke formår at sætte gode nok grænser og krav. Det bliver aldrig til et samfundsmæssigt og strukturelt anliggende, der handler om, hvilke rammer vi sætter for børns hverdagsliv med stadig stigende krav og alt for få voksne til alt for mange børn.

At lade debatten strande ved opdragelse er vist den nemme løsning, for det handler om noget langt mere grundlæggende, nemlig: Hvilken slags barndom vi ønsker for vores børn. Lad os dér i stedet for.

 

https://www.b.dk/kronikker/det-er-ikke-boernene-der-skal-opdrages-det-er-samfundet

https://www.information.dk/debat/2018/02/opdragelsesdebatten-brud-klassiske-borgerlige-idealer-familiers-selvbestemmelse

https://www.fyens.dk/debatfaa/Debat-Opdragelsesdebatten/artikel/3228377

https://www.altinget.dk/social/artikel/forskere-indret-samfundet-i-boernehoejde-og-stop-med-at-tale-om-daarlig-opdragelse

Reklamer
Skriv en kommentar »

Savn og sårbarhed i børnehøjde

Samuel (9): Jeg synes det er rigtig lang tid siden, jeg har været hjemme ved min far. Jeg tænker, at jeg rigtig godt vil hjem til min far, og at jeg savner ham. Men jeg gad også godt være hjemme ved min mor.

Når man bor delt mellem to mennesker, man elsker højt, kan savn være en præmis, man lever med. Samuel er egentlig meget glad for sit deleliv. Hans forældre taler tit i telefon med hinanden om Samuel og hans lillesøster, de spiser indimellem samme. De tager på ture sammen, de holder jul sammen. Faktisk kommer børnenes far gerne og hænger en hylde op for mor, hvis hun har brug for det. På mange måder er de eksemplariske deleforældre. Alligevel savner Samuel – ikke så meget deres liv sammen, men når han er hos sin mor, længtes han efter sin far, og når han så er hos sin far – ja – så savner han sin mor.

I en klassisk krisetænkning siger man, at man på et tidspunkt kommer man sig over sorgen og tabet. Man kommer så at sige ’ud på den anden side’. Men snarere end at komme sig over sine forældre skilsmisse, finder jeg, at børn finder måder at leve med skilsmissen og finder muligheder i de nye livsomstændigheder. De vender altså ikke livet med begge forældre i ryggen, men tager det med sig, som en del af deres barndom og bygger videre på erfaringer, minder og oplevelser derfra – hvis de altså får lov.

Børns savn og sårbarhed kommer til udtryk på vidt forskellige måder – både gennem trosttårefuld gråd og raseriudbrud, men også gennem tavshed og eftertænksomhed. Sårbarhed bliver tit gjort til en modpol til robusthed. Børn må helst ikke være sårbare – de skal være stærke og modstandsdygtige, så de kan stå i mod alle livets udfordringer. Men giver det overhovedet mening at sige, at et barn er enten robust eller sårbart? Egentlig ikke, siger jeg, for børn kan og skal vel også helst være begge dele. Det handler vel snarere om, at vi støtter børn i at balancere mellem disse udspændtheder, for barnet møder med garanti både modvind og medvind på sin vej gennem livet.

Selvom vi gerne vil have, at børn er glade hele tiden, er det jo sjældent sådan livet former sig. Der skal være rum til alle slags følelser, men børn skal have støtte til at forstå og håndtere følelser, der er svære. Der er derfor både omsorgsfuldt og professionelt, når fx børnenes lærere og pædagoger tør gå ind i svære følelser med børnene, og det kan være en stor lettelse for deres forældre, at andre voksne også tør tale om det og kan rumme, at børn som Samuel stadig savner, selv om rammerne for et godt deleliv tilsyneladende er på plads.

Læs mere om savn og sårbarhed knyttet til børns deleliv i kapital 4 Når savn og sorg fylder. Se også Folkeskolens fine anmeldelse af bogen her: http://www.folkeskolen.dk/601119/skilsmisse—fra-traumatisk-krise-til-udviklingskrise

Skriv en kommentar »

Når konflikter tynger – om forældresamarbejde i en skilsmissekulisse

Januar er typisk skilsmissemåned. Tunge beslutninger er blevet truffet over julen, og de skal nu effektueres – det lange seje træk er begyndt.

Efter en skilsmisse skal man som forældre til at orientere sig på ny – hvordan får man Picture2hverdagen til at hænge sammen alene, når man er vant til at være to? Udover at være følelsesmæssigt ramt, kan det også være en stor praktisk udfordring at få hverdagen til at hænge sammen, når der skal hentes børn inden kl. 17, handles ind, laves mad og samtidig skabes en rolig og harmonisk hverdag som deleforælder.

Men når man er skilt, er man dog uløseligt forbundet til sin eks-partner gennem børnene. Når man deler børn sammen og har valgt at dele tiden med børnene mellem sig, må forældreskabet plejes på lige fod med andre forhold i ens liv. Det fungerer ikke bare af sig selv og slet ikke, hvis man er blevet skilt på grund af mistillid, svigt og uoverensstemmelser. Forældres interne stridigheder skal tages alvorligt, og der skal tages hånd om dem for at der kan skabes et nogenlunde solidt fundament, som et samarbejde kan udvikle sig på. Alle undersøgelser peger på, at dét er det, der skal til, hvis man vil sikre barnets trivsel og udvikling i et liv med to hjem. Det lyder måske indlysende, men alligevel er det så svært for mange.

Det er vigtigt at huske på, at konflikter er ikke ”fejl”, som nødvendigvis kan og skal undgås, men noget vi skal forholde os til og håndtere, så vi kan komme videre på hensigtsmæssige måder. Konflikter er derfor en del af det at være sammen som mennesker. Når man som forældre er opfyldt at vrede og nag, kan bittesmå ting give næring til konflikter. Det kan blot være barnet har det forkerte tøj på eller at bamsen ikke er med i tasken. Det sker dog oftest, at barnet placeres midt i orkanens øje og blive tilskuer til forældrenes uoverensstemmelser. At være klemt midt mellem de to mennesker, man elsker allerhøjst, er nærmest som at befinde sig i en krigszone. Det kræver at børnene konstant er på vagt, at de forsøger at navigere uden om ’bomber’ for ikke selv at blive ramt, men også i forsøget på, at skærme den forælder ’bomberne’ er rettet mod. Det er med andre ord rigtig hårdt arbejde at bo mellem to forældre, der ikke kan eller vil samarbejde.

For en tid – hvis bølgerne går rigtig højt – kan det være nødvendigt med et ikke-samarbejde. Det vil sige en begrænset tidsramme, hvor forældrene er enige om en slags ’våbenhvile’. Et tidsrum, hvor de har minimal kontakt og får taget hånd om den akutte situation og egne sårede følelser, men kun med henblik på senere at kunne indlede et fremadrettede samarbejde om omsorgen for barnet, man har valgt at dele.

Konflikter kan både låse os fast og skille os ad, men konflikter kan også bringe os sammen og forene os i en mere kompleks forståelse a hinanden.

Når forældresamarbejdet er svært, kan pædagoger og lærere gøre en afgørende forskel. Formålet er ganske enkelt at hjælpe børnene med at skabe forbindelser og sammenhæng mellem deres to hjem, daginstitution og skole. Det kan være skræmmende at forsøge sig med at etablere et samarbejde med to forældre, der ligger i åbenlys konflikt, men alle de forældre, jeg har talt med, ønsker at hjælpe deres børn bedst muligt på vej, så dér skal fokus ligge.

Du kan læse meget mere om dette i kapitel 3 i bogen her:

http://www.samfundslitteratur.dk/user/3034103/public-profile

 

Skriv en kommentar »

Når hverdagslivet er dobbelt looped

 

Elliott (8): Man må ikke se film hos mor, men man må godt se fjernsyn hos far. Vi ser meget fjernsyn hos far.

Børns hverdagsliv efter skilsmissen er på mange måder det, jeg har allermest på sinde i mit arbejde. Under selve skilsmissen er der som regel fokus på børnene, da der her er åbenlyse reaktioner på sorg og smerte. Hverdagslivet efter har vi dog tendens til at glemme. Hvad betyder det egentlig for barnet at høre til to steder? Og hvad betyder det at have et hverdagsliv, der fordeler sig i såkaldte dobbelt-loops?

Et hverdagsliv på to adresser er på mange måder et helt særligt slags liv, der kræver noget særligt af børn. Hverdagslivet er jo kendetegnet ved en række cykliske gentagelser – det vil sige, ting vi gør på samme måder hver dag uden at tænke over det. Disse handlinger binder hverdagen sammen, så den forløber let, og uden vi umiddelbart behøver at tænke over det. De hverdagslige rutiner er med andre ord med til at binde dagliglivet sammen, så det forløber gnidningsfrit, og det gør, at vi ikke hver dag behøver at overveje, om vi fx børster tænder eller spiser morgenmad først. For børn handler de cykliske rutiner om hvordan de fx bliver vækket om morgenen, om man spiser morgenmad foran fjernsynet eller ved spisebordet, om man må spille iPad efter børnehave, om man falder i søvn i sin egen seng osv. Indimellem viger man selvfølgelig fra disse rutiner, og en gang imellem ændres de, men generelt gælder det, at vi gør stort set de samme ting hver dag. Vi kan næsten sige, at der foregår i en slags ’loops’. Det skaber forudsigelighed, tryghed og ro.

Når mor og far er skilt og ikke længere behøver at søge konsensus om hverdagens rammer, kan der selvsagt være flere forskellige (modstridende) forståelser i spil omkring, hvordan rutiner og regler skal strukturere børnenes hverdagsliv.

I tråd med dette fortæller Elliott i toppen af dette indlæg, hvordan han og hans lillebror ikke ser TV, når de er hos deres mor, men til gengæld ser rigtig meget fjernsyn, når de er hos deres far hver anden uge. De gentagne arrangementer som børnene er en del af hos henholdsvis deres mor og far kan således siges at være ’dobbelt looped’.

Med dobbelt loops mener jeg hverdagens rytmiske gentagelser hos henholdsvis mor og loopsfar. De overlapper på nogle punkter og er forskellige på andre. At der er forskelle mellem hverdagen hos mor og hverdagen hos far er ikke i sig selv problematisk, men vi må dog ikke overse de bestræbelser, børn gør sig for at skabe meningsfuld sammenhæng mellem de to steder. Faktisk forventer børn forskelle, i det deres forældre jo er skilt af en årsag. Det bliver først prekært, hvis mor og far ikke respekterer hinandens forskelligheder, hvis de har grundlæggende værdimæssige uenigheder, hvis de taler grimt om hinanden eller beder børnene overbringe svære beskeder som for eksempel ”Mor siger, jeg ikke må se så meget fjernsyn hos dig” eller ”Far siger, vi har godt af meget kød, når vi skal vokse”.

Sådanne forskelle kan der naturligvis også være i kernefamilier, men da disse udspiller sig under samme tag, kan de italesættes og diskuteres langt mere eksplicit mellem alle parter, end hvis det foregår på tværs af to hjem med barnet som eneste vidne.

Børnene fortælle selv, at de ofte mangler voksne at tale med om deres tanker, overvejelser og bekymringer – både ift. almindeligheder med at få styr på hverdagen to steder, men også ift. mere specifikke vanskeligheder, når der fx flytter en ny partner ind og alt det vante ruskes op igen.

Ovenstående er et uddrag af kapitel 2 i bogen Børn og skilsmisse. Praktikerens guide

Se mere her http://www.samfundslitteratur.dk/user/3034103/public-profile

 

Skriv en kommentar »

Når skilsmissen rammer (et barn)

 

Sara (11): Jeg tænkte, at det ville blive det værste, jeg nogensinde havde prøvet, og jeg bare havde det værst af alle i verden.

 

Ovenstående citat og Saras fortælling åbner kapitel 1 i min bog Børn og skilsmisse – praktikerens guide. Her fungerer børnenes perspektiver som centralt omdrejningspunkt for, hvordan vi voksne kan forstå og understøtte børn bedst muligt. I det første kapitel sætter jeg fokus på, hvordan selve skilsmissen ser ud til at påvirke børns hverdagsliv.

Sara var 6, da hendes forældre blev skilt, så hun husker det meste – også fra tiden før skilsmissen. Den tid glemmer børn ellers ofte hurtigt – der er jo ikke rigtig nogen grund til at huske det fælles familieliv med mor og far, hvis der ikke er nogen at dele det med – hverken det sjove eller det svære.pas-paa-mig

I dag er det relativt nemt at blive skilt. Det kræver blot et NemID og et par klik med musen for at afvikle et måske årelangt ægteskab. Selvom det for de voksne kan være rart, at en skilsmisse kan ordnes hurtigt og nemt, er det en ganske indgribende begivenhed i børns liv. På mange måder kan det beskrives som Ground Zero – alt, hvad der er trygt og kendt, vendes på hovedet og ruskes. Den måde barnet tidligere forstod hverdag og familieliv på forstyrres og skal nu defineres og forstås på ny ud fra de nye rammer. Intet er, som det plejer at være, derfor kan en skilsmisse på mange måder forstås som en slags livskrise.

Når vi mister fodfæste i livet fx ved sygdom eller dødsfald, søger vi – både børn og voksne – tilbage til det, vi kender. Vi søger de rytmer og rutiner, som tidligere kendetegnede vores hverdag. De er nemlig med til at stilladsere os, så vi ikke vælter, når livet er svært.

Forståeligt nok, er det vante og genkendelige fra hverdagen også helt centrale holdepunkter for børn, når deres forældre skilles. Det kan dog være vanskeligt for forældre at holde fast i det vante, hvis de er i krise og måske oveni købet begge flytter til nye rammer. De skal på mange måder til at genopfinde en hverdag med børnene, hvor de ikke et to – og det kan tage tid. Her kan lærere og pædagoger gøre en afgørende forskel. Skoler og daginstitutioners kendte og strukturerede rammer kan fungere som et tiltrængt åndehul i en tid, hvor alt andet er under omvæltning. Men vigtigst af alt, kan lærere og pædagogers centrale kendskab til børn over tid gør, at de kan støtte og involvere sig i børnenes oplevelser og håndtering af det, som Sara kalder, det værste de nogensinde har prøvet.

I næste blogindlæg ’Når deleliv er en realitet’ tager jeg fat på pointer fra bogens kapitel 2 og ser på, hvordan et børneliv med deleordning ser ud fra børns perspektiver. Jeg ser på begrebet om et dobbelt-looped hverdagsliv og på hvordan, vi ud fra denne viden kan støtte op om børnene når hverdagen har indfundet sig.

 

Skriv en kommentar »

Børn og skilsmisse – oversat og gentænkt.

Langt om længe er min afhandling blevet til en bog. Den udkommer den 15.12.16 og jeg glæder mig!

Det har været lidt af at oversættelsesarbejde at få pointerne fra et forskningsprojekt ’oversat’ og gjort meningsfulde og endnu mere praksisnære. Egentlig havde jeg ikke forestillet mig bogen ende med at se ud, som den nu gør – hverken i format eller indhold, men med et godt redaktørsamarbejde opstår nogen gange nye og spændendeimg_0687 ting.

Det er først og fremmest en bog til praktikere. De pædagoger og lærere der dagligt møder børn, som lever deleliv på tværs af to hjem. Mange skilsmissebørn tumler nemlig med tanker, dilemmaer og bekymringer i forbindelse med deres forældres brud og en hverdag med deleordning, og ofte oplever de, at der er svært at finde nogen at dele bekymringerne med. Den udfordring skal lærere og pædagoger rustes til at møde. Det viser sig nemlig, at mange praktikere ofte er rådvilde, når det kommer til at understøtte børn i skilsmisse. Hvad skal jeg gøre? Hvor meget skal jeg blande mig? Gør jeg ikke bare barnet mere ked af det, ved at spørge? osv. Mange spørgsmål melder sig, og usikkerheden kan gøre, at det er nemmere ikke at gøre noget. Men det viser sig, at netop barnets pædagoger og lærere kan et tiltrængt ’helle’ i midten, når hverdagen mellem to hjem trænger sig på.

Vejen har været lang fra afhandlingens lidt snørklede og en smule langhårede analyser til at kunne præsentere børnenes fortællinger på praksisnære og relevante måder, så fagfolk kan få lyst til og se mening i at gå ind i arbejder med børn i skilsmisse. Ikke bare under selve skilsmissen, men i særdeleshed – er mit budskab – i den hverdag der indfinder sig efter, hvor bliver børnene nemlig ofte glemt.

Over de næste uger vil jeg her på bloggen præsentere centrale pointer fra bogens fem kapitler – det første handler om ’Når skilsmisse rammer’. Jeg giver gennem hvert kapitel mine forskningsbaserede bud, hvad voksne kan gøre for at støtte børn i skilsmisse bedst muligt. Jeg slutter desuden hvert kapitel af med spørgsmål til refleksion, så der er mulighed for at ’oversætte’ kapitlets pointer til egen praksis.

Selv om bogen primært er skrevet til og for praktikere, kan børnenes forældre med fordel læse med. Jeg får mange henvendelser fra forældre, der er søgende overfor viden om børnenes hverdagsliv med to hjem. Forældrene har på mange måder været med i mine tanker under udarbejdelsen af bogen, hvor jeg også gennemgår i en række problemstillinger og dilemmaer, som forældre kan møde.

Mit håb er, at I kan få øje børn i skilsmisse på nye måder.

Skriv en kommentar »

At agere fyrtårn

I tiden ligger det, at vi alle skal yde vores bedste – og gerne lidt til. Af denne tendens er begrebet 12-tals piger vokset ud, men er det i virkeligheden et helt segment af mennesker i denne kategori i alle aldre?

Jeg har (og er måske) selv én af slagsen – en af de der ambitiøse piger, som knokler på og  hvor det bedste aldrig er helt godt nok. De er svære at vejlede og guide, for som forældre vil vi jo gerne have børn der gør sig umage, bliver dygtige og kommer til at klare sig godt, men lige den del kommer i vores tilfælde, helt af sig selv.

Tværtimod synes opgaven at være det lige Fyrtårnmodsatte – at hjælpe hende med at prioritere, at sige: “Nu er det nok. Det bliver ikke bedre”, stoppe op og kigge lidt til siden fremfor konstant at holde blikket stift ligeud.

Men det dér med at stoppe op, ligger ikke naturlig tiden. At stoppe op synes næsten at være spild af tid – spild af godt liv. Personligt startede jeg på tandlægestudiet umiddelbart efter min studentereksamen – for, der var ingen tid at spilde. Dog for at finde ud af, at jeg var ved at dø ved tanken om, at skulle tilbringe mit voksenliv med at se ind i munden på andre folk. Dette medførte en pause fra alt hvad der hedder studier på fem år – spild af tid, ville vore dages politikere sige. Det blev til fem år med alverdens sideveje, tvivl, usikkerhed og fantastiske skelsættende oplevelser.

Det er nemlig ofte i mellemrummene og på sidevejene, der sker magiske ting, som får os til at undres og rystes en smule. Hvor vi møder mennesker, der er anderledes end os selv, mennesker som stiller andre spørgsmål og har andre prioriteter. Steder hvor vi tillader os selv at dvæle, hvor det egentlig ikke giver mening at dvæle. Det er ofte i disse møder, at vi bliver klogere på vores særlige bidrag til verden

Disse fem år blev min redning – dér, hvor jeg opdagede nye sider af  hvem jeg var og hvad jeg var god til – samtidig blev disse år min sandhed om, det gode liv: alle bør huske sidevejene. Få rystet effektiviteten af og få livet ind.

Denne sandhed er netop blevet udfordret. Vejen lå ellers lige for, da vores ellers ambitiøse datter skulle på efterskole. Hun skulle ud og trække vejret, lave andet end lektier – have luft og perspektiv på livet i forstaden. Det viste sig dog, at være min drøm snarere end hendes. På vej hjem i bilen fra forbesøg på en fantastisk efterskole, siger hun “Jeg er altså ikke sikker på, det er det jeg vil! Tror egentlig helst jeg vil på gymnasiet sammen med de andre fra klassen”. Efter at have udfordret hende lidt og spurgt ind til hendes bevæggrunde, siger hun ” Jamen mor, jeg synes bare jeg har et rigtig dejligt liv, der hvor jeg er – det har jeg egentlig mest lyst til at fortsætte”. What’s not to like? Hun trives og har et dejligt liv!  Men min egen datter fravælger altså også det mellemrum, som jeg nøje har prædiket for og måske også planlagt på vegne af hende. Hmm..

Som forældre har vi drømme på vegne af vores børn, men som de vokser op, får de deres egne drømme. Vi kan uden tvivl planlægge, inspirere og præge dem i særlige retninger, men når de bliver store, må vi blot håbe på, at kunne agerer fyrtårn for dem. At vores værdier og det vi har præget dem med, kan bruges som pejlemærker, når de skal træffe store beslutninger på egne vegne. Indtil da må vi sidde på hænderne, holde vejret og stå til rådighed, når der er behov for støtte og sparring – og lade dem finde deres egne sideveje, mellemrum – og hovedveje.

 

Skriv en kommentar »

Takt og tone

Der behøver ikke en universitetsuddannet psykolog til at sige, hvad ordentlig opførsel er, når forældre bliver skilt. Børns opfordring til ordentlig takt og tone handler først og fremmest om, at forældre taler sammen:

http://politiken.dk/forbrugogliv/ECE2938061/boernene-lad-vaere-med-at-skaendes/

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar »

Hvad er meningen?

Det er vist et af livets helt store spørgsmål. For hvad er egentlig meningen?

En stille stund ved middagsbordet, stillede jeg dette spørgsmål til vores børn. ”Jeg har tænkt lidt, hvad tror I egentlig er mening med det hele? Hvordan ser meningen med livet egentlig ud fra børnehøjde”. Den store på 15 himlede lidt med øjnene (tænkte med stor sandsynlighed ”Ikke nu igen”) og svarede ”Ej, det ved jeg virkelig ikke”. Fair nok, det ér et stor spørgsmål.

Den 12 årige derimod blev helt glad. Han rettede ryggen, som om han blot havde ventet på, at et sådan spørgsmål blev stillet til ham. ”Det har jeg faktisk tænkt en del over” svarede han gudhjælpemig. Den store spilede nu øjnene op og vendte sig mod ham. ” Meningen er da, at vi skal være sammen. At vi skal gøre hinanden glade. At jeg har en familie nu og jeg selv skal have en familie en gang, som jeg kan være sammen med og gøre lykkelig. Det er meningen” svarede han utvetydigt. Store ord fra en mellemstor dreng.

Den store rettede sig nu op. ” Meningen med livet er vel at leve! ” . Spot on – hvor svært kan det lige være? Alle sidderpikachu og tænker, den lille på fem har forladt sin plads ved bordet og tegner nu på et whiteboard, der hænger i køkkenet. ”Hvad er meningen for dig? ” spørger den store den mindste midt i tavsheden. ” At jeg skal have tegnet denne her Pokémon” svarer ham.

At man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, er der vist ingen tvivl om. Når vi indimellem søger efter den store forkromede mening midt i al leverpostejen og hverdagsgalskaben, skal vi vist også se efter de mere simple svar. Meningen med livet er vel netop at leve, hvad ellers? Meningen er vel at omgive os med mennesker, det betyder noget – både når livet er sjovt og svært. Måske er det at leve netop, når nogen kalder og har brug for én. Når man kan hjælpe og agere wing man for hinanden, hvis livet kommer ud af kurs. Når man lægger ører en gode venindes kvaler eller blot omsorgsfuldt bemærker en kollegas bekymrede blik.

Måske er der ligefrem mening i, at vi indimellem driver hinanden til vanvid – når jeg fx kræver, at min 15 årige er hjemme kl. 21.30 på en hverdagsaften eller når hun nu for femte gang beder mig om at køre hende, fordi det regner. Når skildpadderne ikke har mere sand og den mellemstore og jeg må på stranden med en stor spand i blæsten. Når jeg insisterer på at ville kysse den 5 årige, selvom han synes det er ulækkert. Eller når jeg om lidt beder deres far om at læse dette blogindlæg, for at høre, om jeg er helt skør.

Meningen har måske intet andet formål end blot at leve, være sammen – prøve at holde fokus på det, der giver energi. Måske endda få taget hul på den bog der presser sig på, for at blive skrevet. Få lavet forretningsplan for den café, man drømmer om. Få tegnet sin Pokémon.

Skriv en kommentar »

Husk lige børnene…

I denne tid, hvor al børne- og familiepolitik tilsyneladende er aflyst, er der heftige debatter på diverse platforme. Og med rette, for hvordan sikrer vi egentlig det gode børneliv – med retten til både at lære, men også blot at være som man er? Inkluderet eller ekskluderet, hurtig-læser eller langsom-regner, med vanskeligheder eller potentialer. Igennem de seneste år har vi set et øget fokus på børns ansvar for egen læring, men alt for sjældent ser vi, at børnenes indflydelse på selvsamme læring er i fokus. Det sendes til debat her:

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2900418/husk-nu-grundtvig-i-folkeskolen/#tocomment

Som forældre må vi se måbende på, at børnene hurtigt bliver små brikker i det store maskineri. Man efterlades nemt afmægtig og forpustet – er det i virkeligheden det bedste for dem, blot at hoppe på toget og holde godt fast. Blot fortsætte fremad, fremad og fremad – blive dygtigere, løbe hurtigere, tænke vildere. Og risikerer vi, at de bliver fuldstændig hægtet af, hvis vi insisterer på, at de stopper op og bare er?

Hvad mon børnene ville sige – om alt det virak vi stiller op for dem? Om alle de omorganiseringer vi foretager på deres vegne – både i skolen, i daginstitutionen og i familien. Hvad mon de ville svare, hvis vi spurgte dem..?

Skriv en kommentar »

%d bloggers like this: