Så skydes denne blog nu officielt i luften. Jeg glæder mig til at komme i gang med at skrive indlæg, da der konstant dukker ting op i min forskning, som jeg har lyst til at få delt og nuanceret med alle jer derude. I er jo reelt er eksperterne på det levede familieliv.
Dette første indlæg handler kort og godt om familien – den vi kommer fra og den nogle af os selv har dannet igen. Vi har alle en holdning til familie og ofte stærke meninger om den vi kommer fra – på godt og ondt. Derfor er forskning i familieanliggender heller ikke en neutral affære, det erkender jeg! Når det så er sagt, så bestræber jeg mig alligevel på at forholde mig udforskende og nysgerrigt til det, jeg møder på min vej og med fokus på dét som vi også kan lære af hinanden.
Det er fx for alvor gået op for mig, hvor stor en magnetisk tiltrækningskræft kernefamilien har på vores måder at forstå ‘rigtige’ familier på, og ‘de bedste måder’ for
vores børn at vokse op på – se nu bare overskriften på Børnerådets rapport om skilsmissebørn fra juni 2011: ” Familieformer og skilsmisse – Der er ikke noget bedre end at have den hele og rigtige familie”. Så er der da for alvor grobund for dårlig samvittighed hos forældre der vælger at bliver skilt – og mange forældre jeg har talt med giver også klart udtryk for at de føler, at deres fravalg af den traditionelle kernefamilie også er lig med ‘second best’ opvækstforhold for deres børn.
Personligt er jeg hverken fortaler for skilsmisse eller kernefamilie, nødvendigvis. Jeg er derimod fortaler for, at man træffer reelle personligt begrundede valg som tages med udgangspunkt i ‘det gode liv’ man ønsker for sig selv og sine børn – og ikke med baggrund i diskurser som dyrker den hele og rigtige familie, fordi det er noget MAN gør.
1950’erne og 60’erne er forbi og vi behøver nemlig ikke længere bliver sammen, hvis vi ikke vil. Men det gør også ægteskabet skrøbeligt, da det for langt de flestes vedkommende udelukkende beror på kærligheden. – Og kærligheden mellem to mennesker er ikke nødvendig lige slidstærk gennem hele livet – fx når man har to små på hhv 1 og 2½ år, to fuldtidsjobs, et gammelt hus som skal gennemrenoveres og bedsteforældre som bor i Jylland. Samtidig skal vi gøre karriere (for ellers kan det jo være for sent) og ingen af vores daglige roller er sat på forhånd – som dengang i 50’erne. Nej, det er ikke mig der henter børn, vasker og laver mad, jeg er nemlig en moderne kvinde med ben i næsen. Ligeledes er min mand én, som ved hvad han vil. Således står vi hver evig eneste morgen over havregrøden og forhandler om hvem der henter og bringer (laver mad, køber ind, vasker, går til forældremøde osv) – hvem som kan gå tidligt og hvem som modsat kan arbejde sent (hvis vi er lidt mere proaktive, så har vi et skema hængende på køleskabet med disse aftale, som vi tjekker og bekræfter med hinanden, eller genforhandler). Every single day! Det er hårdt arbejde, at ville det hele….
Så.. der er tider hvor man blot må ‘overlever’ sammen med minimal gødning og tider hvor man ‘lever’, vokser og blomstrer. Hvis der ikke er fokus på at balancere disse, så tror da pokker, at mange ægteskaber ender i skilsmisse, for hvordan magter man egentlig det?
AnjaMarschall.dk 